De tyve motiver

Én brik angriber to ting på én gang, og kun den ene kan reddes.

Springeren er den berømte gaffelbrik, fordi den angriber felter, ingen anden brik dækker på samme måde, men alt gafler: en bonde der rammer to lette brikker, en dronning der rammer et tårn og en løs løber, en konge i slutspillet der træder ind mellem to bønder. Prøven er ikke „angriber jeg to ting“, men „kan de begge slippe væk“.

En brik kan ikke flytte, fordi noget mere værdifuldt står bag den.

Absolut når kongen står bag — at flytte er ulovligt, ikke bare dårligt. Relativ når en dronning eller et tårn står bag, hvor det er lovligt at flytte og blot koster materiale. Fortsættelsen vinder: en bundet brik er en brik der ikke kan dække, så læg flere angribere på den, eller slå på den med en bonde.

En binding omvendt: den værdifulde brik står forrest og skal flytte.

Giv kongen skak langs en linje med tårn, løber eller dronning, og det der stod bag, er dit, så snart kongen træder til side. Spid er sjældnere end bindinger, fordi de kræver to brikker allerede på samme linje med den værdifulde forrest — derfor dukker de som regel op, efter at en skak har tvunget kongen derhen.

At flytte én brik blotter angrebet fra den, der stod bag.

Med bred margen den stærkeste taktik i skak, fordi brikken der går væk, er fri til at gøre noget for sig selv, mens det afdækkede angreb gør arbejdet. To trusler opstår i ét træk, og ingen af dem besvares ved at slå brikken der flyttede.

Det afdækkede angreb er en skak, så modstanderen har ikke tid til andet.

Et afdækket angreb hvor brikken bagved giver skak. Uanset hvad brikken der går væk gør — slår en dronning, stiller sig på et matfelt, stiller sig til slag — skal svaret først tage sig af skakken, så det sker gratis.

To brikker giver skak samtidig, så kongen skal flytte. Ikke dække, ikke slå.

Den eneste taktik hvor der findes præcis én slags lovligt svar. At slå den ene skakgiver efterlader den anden; at dække én linje efterlader den anden åben. Derfor giver dobbeltskak matter der ser umulige ud — forsvareren kan have fem måder at stoppe hver skak for sig og ingen der stopper begge.

Tving en forsvarer væk fra det arbejde, den udfører.

En brik holder et matfelt, en grundlinje eller en anden brik. Angrib noget den vurderer højere, eller slå simpelthen noget den skal slå tilbage på, og dækningen den gav, forsvinder med den. Offeret ser ofte absurd ud, indtil man bemærker, hvad den tilbageslående brik ikke længere dækker.

Lok en brik — som regel kongen — hen på et felt hvor den kan rammes.

Et offer modstanderen er tvunget til at tage, spillet ikke for at vinde materiale, men for at stille en brik skæbnesvangert: en konge slæbt til et gaffelfelt, en dronning trukket ud på en linje med et tårn. Materialet kommer tilbage et træk senere med renter.

Flyt din egen brik væk fra dit eget angrebs vej.

Linjen eller feltet er det rigtige, og der står en af dine egne på det. Rydningen flytter ham væk med tempo — som regel med skak eller slag, så modstanderen ikke når at omgruppere, mens vejen åbner sig.

Skær linjen over mellem en forsvarer og det, den forsvarer.

Stil en brik — ofte ofret — præcis mellem et tårn og det felt, det vogter. Forsvareren står stadig på brættet, forsvarer i teorien stadig, og kan ikke længere. Sjældent, og et af de sværeste mønstre at se, fordi den afskærmende brik som regel ligner en bommert.

En brik virker gennem en anden brik, langs den linje den vil besætte senere.

Et tårn der dækker sin egen brik gennem en fjendtlig brik, eller angriber gennem den. Endnu sker der intet; det der tæller, er hvad der sker, når brikken imellem flytter eller bliver slået. At se et røntgenangreb er som regel det, der gør at et slag som „taber materiale“ ikke taber materiale.

Trækket imellem: gør noget mere tvingende, før du slår tilbage.

Fra tysk „Zwischenzug“, og den hyppigste enkeltgrund til at en beregnet variant viser sig forkert. Du venter et modslag; i stedet kommer en skak eller en større trussel, og når modslaget så kommer, har stillingen ændret sig. Led efter et, hver gang en sekvens ser tvungen ud.

Selve pligten til at trække er problemet.

Ethvert lovligt træk gør stillingen værre, og at stå over er ikke tilladt. Først og fremmest en slutspilsidé — den afgør bondeslutspil — og grunden til at „oppositionen“ tæller: den der først skal træde til side, giver feltet fra sig. Næsten den eneste situation i skak hvor retten til at trække er en byrde.

En konge lukket inde af sine egne bønder bliver mat på første række.

Den hyppigste mat mellem spillere der har rokeret og ladt bønderne være. Den optræder sjældent som mat på brættet — den optræder som en trussel der vinder materiale, fordi hvert forsvarstræk skal blive ved at dække rækken. Hele familien af bortledningstaktikker findes for at fjerne den dækning.

En springer matter en konge som hans egne brikker har lukket inde.

Slutningen på Philidors legat: dronningoffer på g8, tårnet slår tilbage, springeren på f7 giver mat med kongen omgivet af sine egne. Sjælden i virkelige partier og alligevel værd at kende, for mønstret er det, der får dig til at kigge i hjørnet og tælle flugtfelter.

Noget er simpelthen udækket og kan tages.

Ikke glamourøst, og det afgør flere partier end alt andet på listen tilsammen. De fleste nederlag under 1800 er den ene spiller der tager en gratis brik, den anden mistede af syne. Vanen der kurerer det, er at tjekke hvad der står løst — hos begge farver — før hvert træk.

En brik har intet sikkert felt og kan jages ned i ro og mag.

Som regel en løber der tog en bonde, den burde have ladt stå, eller en springer der drog på rov. Taktikken er ikke ét slag, men en kvælning: tag felterne ét ad gangen, så falder brikken uden at der skal ofres.

Det vindende træk er hverken skak, slag eller trussel.

Grunden til at stærke spillere finder kombinationer andre overser. Efter en tvungen sekvens er svaret et beskedent træk der tager det sidste flugtfelt, og det er usynligt for den der kun regner skakker og slag. Når en stilling ser vundet ud og intet tvingende virker, så led efter det stille.

Giv materiale for noget der er mere værd end materiale.

Tid, linjer, felter, eller fjendekongens stilling. Et virkeligt offer er ikke et væddemål; det er en beregning med en konkret slutning. Det der skiller et offer der virker fra et der ikke gør, er næsten altid, om de forsvarende brikker når tilbage i tide.

En bonde tæt på forvandling ændrer hvad enhver anden brik er værd.

En bonde på syvende række er ikke en bonde; den er en dronning som noget skal vogte, og det noget er ikke længere frit. De fleste slutspilstaktikker handler i virkeligheden om spændingen mellem at stoppe en bonde og at gøre noget som helst andet.